Thursday, 29 August 2013

Velkommen til bloggen til årgang 11

Kære alle

Velkommen til modulets blog og til efterårets arbejde med 'Lærerens tilrettelæggelse af undervisning'! Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet.

Som en del af jeres professionelle udvikling bliver noget af modulets arbejde at få oprettet og anvendt en professionel blog.

Bloggen vil være det produkt, der efter modulets afslutning skal indgå i din eksamensportfolio. Eftersom der ikke er garanti for netbaserede produkter, skal hver enkelt desuden sørge for at have en komplet kopi af egen blog på egen computer.

Formålet med bloggen rækker ud over eksamen: Du får opbygget en online tilgængelig professionel portfolio, som du kan anvende i kontakten med skoler (fx praktikken) og i forbindelse med jobansøgninger. Det har andre studerende tidligere gjort med succes.

Husk, at bloggen er til offentlig læsning. Skrivningen skal derfor være professionel og overholde almindelige regler for anonymisering m.m.

I din egen blogs indretning er det meningen, at du 'kopierer' sideoverskrifter fra denne holdblog. Der vil komme løbende anvisninger på brug af disse sider. Forsiden er 'din egen' til løbende kommentering af, hvad der sker af professionel relevans for dig, i din egen kontakt med studie og skole og i presse og offentlig diskussion.

Der kan anvendes billeder, videoer, podcasts, mind maps m.m. ud over skrift. Igen gælder almindelige regler for offentliggørelse.

Jeg har valgt at lade de sidste års indlæg på bloggen blive stående, hvis I skulle være interesserede. Desuden er der stadig link til tidligere års studerende, så I kan blive inspireret af andres professionelle blogs.Nogle sider på holdbloggen er stadig under udarbejdelse.

Der kommer en liste med links til jeres blogs, efterhånden som I får dem oprettet og sender mig en url-adresse.

Mange hilsner
Lilian

No comments:

Post a Comment