Thursday, 19 September 2013

Opsamling på blogindlæg 18. september 2013


Der er skrevet mange gode blogindlæg i denne uge. Her opsamler jeg lidt fra hver blog, men læs mere selve bloggen!

Bonnie tager fat på den ældgamle dannelsesdebat og mener, der er tale om et både-og i forhold til dannelse og uddannelse. Caleb diskuterer fag og tværfaglighed og hænger det egentlig sammen med dannelse? Christina hæfter sig ved formålsparagraffens brug af højglanssprog, og at læreren skal skabe særlige læringssituationer. Helle giver en god oversigt over de grundlæggende begreber i undervisning og om dannelse og dens baggrund. Henrik vægter begreber som tryghed, fællesskab, respekt og demokratisk borgerskab og kobler Ny Nordisk Skole med den kommende folkeskolereform. Jakob K. overvejer, hvordan en blog lever gennem en dynamik og hæfter sig ved sammenhængen – eller mangel på en – mellem formålsparagraf og trinmål. Jacob L. giver en god oversigt over skolens og lærerens opgave med gode kildehenvisninger. Jesper tager fat på Klafki og Noddings forskellige syn på elever, der skoles til samfundets bedste eller til egen lykke. Jette præsenterer brugbar teori i god bearbejdet form og kommer med mange nuancer. Laura påpeger vigtigheden af, at elever gøres klar til livet efter skolen, og gennemgår centrale punkter i den nye folkeskolereform. Lisbeth fremhæver vigtigheden af begrebet tilegnelsesoplevelser for elevernes forståelse og læring. Ole mener, at der er mere i lærerens opgave, end det man lige kan læse  Fælles Mål. Pernille har taget hul på emnerne ved at give en omfattende litteraturliste til emnet.

Læs mere i KVaN nr. 96, som netop er udkommet, og har temaet Faglighed og dannelse. Det har nogle rigtig gode artikler, og i forhold til vores diskussioner vil jeg især anbefale Hetmar, Kristensen, Nørregaard Rasmussen og Rahbek Schou.

 
HOT and NOT
Vi skal øve os på at skrive disse professionelle blogs. Derfor kommen her en tjekliste til HOT or NOT til en blog – og du må gerne tjekke din egen blog for disse punkter.

HOT
·         Hav et link tilbage til holdets blog, så man hurtigt kan komme mellem de forskellige blogs.

·         Vær sikker på, at andre kan kommentere på jeres indlæg. Det kan ske med en moderator funktion, så indlæg først offentliggøres, når blogejer giver lov.

·         Anvend teorier, modeller og begreber fra teorierne, så indlæg kan blive professionelle i deres begrundelser.

·         Skriv til en læser – beslut hvem, der er din læser!

·         Lav en god forside – dels med introduktion til din blog, dels med løbende indlæg i forhold til, hvad der optager der i uddannelsesdebatten.

NOT
·         Skriv ikke for kort – så foldes tanker ikke ud, og det er sværere at kommentere på for andre.

·         Hav ikke profilbilleder af andet end dig selv, professionelt udseende.

·         Brug ikke sprog, som hører til i privatliv eller andre ikke-professionelle fora.

 

No comments:

Post a Comment